MAGISK TRÆKUNST
- OM MIKAEL ERIKSEN TRÆSKULPTURER

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen

At arbejde i træ er i bogstavelig forstand at have med en levende organisme at gøre.
I modsætning til andre materialer, bronze, sten, marmor eller gips, lever træet med i processen fra den første grove tilskæring til det færdige arbejde. Det giver sig, flækker nemt, kan være fyldt med knaster og svamp og yder på enhver tænkelig måde modstand, som mere utålmodige kunstnere kan have svært at leve med.
Når det er sagt, giver træet som intet andet kunstnerisk medium følelsen af at stå med noget urgammelt, magisk og levende i hænderne. I alle kulturer både før og nu har man dyrket træet som symbol på livets enestående kraft, hvad enten det drejer sig om asken Yggdrasil, de ældgamle krogede egetræer eller den højtstammede bøgeskov, som de danske guldaldermalere sværmede for.

Mikael Eriksen har som billedhugger gennemløbet en udvikling, der på mange måder kan minde om en civilisationsproces. I de første arbejder er han stadig benovet over naturens egne forunderlige former. Han finder de træstykker, som af sig selv har interessante former. Krogede, troldeagtige stykker, der blot behøver at få understreget deres form og få overfladen fint poleret op for at blive ”rigtige” skulpturer. En understregning af træets organiske form, pudsning og polering og voila: kunstværket er færdigt.

Som årene er gået, og det har i Mikael Eriksens tilfælde gået rigtigt hurtigt, har han imidlertid lært træet så meget at kende, at han kan begynde at udfordre det. Omskabe det, så det bliver, om ikke forædlet, så i hvert fald forandret. Formerne bliver strammere og mere geometriske, kunstneren vil vise, at det er ham, som bestemmer. Denne øgede selvsikkerhed gør også skulpturerne mere interessante. Vi ser, hvordan en kunstnerisk vilje kan styre processen uden at give afkald på poesien og magien, for træet er stadigvæk lige så uberegneligt, som da Mikael Eriksen for første gang gav sig i lag med skulpturen. Det han har lært er så at sige at aflure træet dets hemmeligheder uden at forstyrre dets integritet og mystik. Omtrent på samme måde, som når kunstneren i Altamirahulerne afbilder byttedyrene for at sikre gudernes velvilje til stammen. Det drejer sig om at komme overens med de sjælelige kræfter i naturen.

Efterhånden er Mikael Eriksen nået til et forenklet, disciplineret og afklaret formsprog. Han er blevet billedhugger i stedet for en trædrejer. Dette samtidigt med, at han har bevaret blikket for træets enestående farvespil, hvad enten det drejer sig om den mørke elm, den hvide ask eller den gyldne guldregn, for slet ikke at tale om det utal af nuancer, der udgøres af knuder og svampe.

Mikael Eriksen er på alle måder ved at komme ind på livet af et af naturens forunderligste og mest majestætiske vækster, træet.